
At den skrappe BMW M3 findes både med to og fire døre er ikke nogen selvfølge. Den øjeblikkelige modelpolitik hos BMW foreskriver imidlertid så bredt og varieret et udbud som muligt, og efter BMW M3 Coupé kommer således nu en familievenlig udgave med 4-dørs karrosseri.
Teknikken deler den nye sedan med coupé-udgaven. V8-motoren på 4,0 liter slagvolumen yder 420 hk og udmærker sig i øvrigt ved at være 10 kilo lettere end den 6-cylindrede motor, som anvendtes i den foregående model. De to ekstra sidedøre koster lidt på accelerationstiden fra nul til 100 km/t, men også kun lidt, nemlig en tiendedel sekund, så accelerationstiden nu opgives til 4,9 sekunder. Tophastigheden er også i dette tilfælde elektronisk begrænset til 250 km/t.
Hvad design angår har 4-dørs-udgaven lånt træk af coupéens front, og de karakteristiske gæller på forskærmen og potensbulen i motorhjelmen har den naturligvis også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar