Super-plastic vil kunne bruges til fremtidens fly


Amerikanske forskere har opfundet et plasticmateriale, der er så stærkt som stål. Lag på lag af nanopartikler giver materialet styrke.

Man blander nogle helt ordinære ingredienser ved stuetemperatur, og resultatet er et materiale, der med tiden vil kunne bruges til alt fra sikkerhedsudstyr til flydele. Det skriver New Scientist.

Med deres opfindelse har ingeniør Nicholas Kotov og hans kolleger på Michigan Universitet i USA løst et problem, der har givet videnskabfolk grå hår i hovedet i over 30 år. At overføre styrken fra helt små nanopartikler til et større stykke materiale.

Nanopartikler
Strukturen af materialet, der er fremstillet af lerpartikler og nogle almindelige ingredienser, der også kan findes i maling og lim, efterligner perlemor.

300 lag af nanopartikler fra et mineral i lertypen montmorillonite lægges sammen med 300 lag polymer (PVA), og tilsammen giver det et superstærkt materiale med tykkelse som et stykke husholdningsplast.

Nanopartiklerne er stærke, og polymeren holder dem sammen. Det er samme lagdeling, der giver perlemor stor styrke og holdbarhed.

Minder om kevlar
Kotov forklarer til New Scientist, at materialet minder om kevlar og andre stærke keramiske materialer, der dog kræver meget mere energi at fremstille.

"Det er svært at forestille sig, at kombinationen af ret almindelige hverdagsmaterialer som ler og (PVA) kan have så unikke mekaniske egenskaber," siger Kotov, der i øjeblikket arbejder på at fremstille større stykker af materialet.

Ingen kommentarer: